I år er festivalens tema: "Hjem, Hjemløs". Og det er både en hentydning til det fysiske, at man har et hjem - eller at stå uden et. Ligesom det en nysgerrighed efter at undersøge den psykiske hjemløshed, som vi kan fanges i.
En lille teaser til nogle af filmene, der bliver programsat:
Fysisk hjemløshed finder vi i dokumentarfilmen Hjemløs. Og blandt De nye fattige, vi møder i Phie Ambos dokumentarfilm, når de ”går fra hus og hjem”. Nye fattige møder vi også i Eva Mulvads film Det lette liv. Her har store sociale og økonomiske forandringer bevirket at hovedpersonernes hjem er blevet noget ganske andet, end det var engang for mange år siden. Og hvordan håndterer man så det. I den islandske film Kings Road møder vi mennesker der bor på en isoleret campingplads,- måske fordi de ikke kan tilpasse sig de sædvanlige boformer, måske fordi de sædvanlige boformer ikke kan rumme dem Men hvis man hører sammen med andre mennesker, kan en campingvogn også være et hjem. Så disse islandske campister i den barske islandske natur er ikke nødvendigvis hjemløse.
At være anderledes og ikke accepteret af flertallet kan gøre dig hjemløs, uden at du nødvendigvis er det fysisk.
Det oplever vi i den smukke finske film Princess, der foregår blandt psykisk syge og i den danske film Experimentet, hvor grønlandske børn fjernes fra deres forældre for at blive genopdraget i Danmark. I den bedste mening! I Katrin Ottarsdottirs nye film Lejlighedsminder er hjemmet i sin fysiske væren omdrejningspunktet. Når man som hovedpersonen i En ganske rar mand kommer ud af fængslet eller som i R er inden for murene, er man hjemløs både i fysisk forstand og socialt og følelsesmæssigt.
Og så skruer vi op for musikken
Vi har længe haft en drøm om at genskabe levende musik til film, som det engang var i biografen. I år sætter vi 5 unge instruktører til at lave en kortfilm uden lyd - og til de fem film, bliver der komponeret et nyt værk, som opføres live på filmfestivalens prisuddelingsaften. Det bliver awsome!
Den Nordiske tone
Vi stiller særligt skarpt på Grønland og Færøerne denne gang. Åbningsaften fyldes med fæøsk mystik og overraskelser - og fredag eftermiddag og aften arrangeres i samarbejde med det Grønlandske hus - her viser vi "Eksperimentet" med Ellen Hillingsø, der dukker op og fortæller om arbejdet og historien bag filmen.
Be There
Book allerede nu dage i din kalender - 3. til 6. november 2011.


